3,2,1 - NU!...

Siden Samuel vandt sølv til Roskilde Cup, tilbage i april, har han haft et mål i hoved, nemlig GULD!

Han har trænet hårdt og meget målrettet og det har været tydligt at se, tirsdagens voksen kamptræning absolut er blevet hans ynglingstræning.

I weekenden skulle slaget så stå, Oyama Cup 2013, det største stævne på årret. Jeg var spændt, den sidste tid har han mentalt ikke været på toppen og kunne han så klare det store pres, som han havde lagt på sig selv, kunne han holde hoved koldt når det virkelig spidsede til?
Det kunne han!

Det var faktisk vildt at se den udvikling han har gennemgået det sidste halve år. Han er teknisk så meget bedre, ikke "bare" en kampmaskine. Han fik heller ikke en eneste advarsel, til gengæld fik han han mange point ind på sit cirkelspark og han fik brugt mange teknikker.

Men mest af alt, var jeg så stolt over hans mentale overskud i kampene, det var klart det han tabte guldet på sidste gang. Denne gange skete det ikke, han holdt hoved koldt og havde endda overskud til at tænke strategi under kampen.
I sær finalekampen, krævede at han var strategisk, da modstanderen ikke gav det mindste plads til at han kunne få et cirkelspark ind, men han fik vist og afprøvet andre teknikker, end blot at stå og bokse, hvilket han i sidste ende også vandt på.

Alle drengene fra klubben var igen fantastiske, de er så omsorgfulde over for hinanden og alle var crazy gode i kamp. Deres lille klub stillede op med kun 4 deltager, men alle kom de hjem med præmier. Det blev til 2. guld, 2 sølv og den store Bedste Fighter.

Hvad Sammie vandt? Ja, han kom i mål med guld, men toppede lige dagen af med at blive overrasket, med at vinde Bedste Fighter. Bedste Fighter ud af de 90-100 deltager der var fra hele landet og noget af Sverige,  den bliver jo nærmest umulig at overgå!

Det var en stor dag, han har virkelig arbejdet for den sejer og finale kampen kostede også en forstuvet tommelfinger, men det var klart det værd ♥

Glimt...

Jeg tror aldrig jeg har haft så mange Glimt indlæg, på så kort tid, som i denne måned.
Men alligevel har jeg nu lavet endnu et og denne gang er det vitterligt glimt fra min kæmpe mængde af billeder.
Jeg fik jo nyt kamera i sommers og jeg er stadig så lykkelig for det. Men det at det er så lille og let at havde med, gør også at jeg får tager endnu flere billeder end før, og det siger alligevel en del, så jeg får langt fra brugt dem alle.
Her kommer dog nu en sidste, i denne omgang, pærevælling at hverdag og fest også må det være tilbage til nogle mere struktureret indlæg ♥

1// Det krævede en del overtalelse at få den op, men det lykkedes mig heldigvis. Og nu pryder proletarkrukken, som Daniel kalder den, vores lille spisestue 2//Valmue hos min faster og onkel 3-4// Camilla og Peter var forbi og lave en boligrepotage 5// Nyeste medlem af Wiinblad herhjemme, gjorde et kup 6// Helt uden fokus, men fint på trods 7// Vores smukke nye spisebordlampe, der nok bedst til spot, men nu hænger den der - OG er så smuk 8-10// Sammie og jeg fulgte regnbuen fra Valby til Frederiksberg 11// VIP kamptræning 12// Ungerne i 1A 13// Fandeme om mit lille barn ikke prøvede både Det gyldne tårn og Dæmonen 14// Wiinblad i Tivoli, så jeg glad 15-16// Elsker denne farve dahlia 17// Bare fint

Glimt...

fra kamerarullen. Tilfældige billeder, fra store og små begivenheder...
Igår var min ældste og bedste ven oppe og forsvare sit speciale, det er en af de største begivenheder. I sidste uge tog jeg billeder til Sammies karateklubs nye hjemmeside, det var en de sjove begivenheder og ellers er resten vidst det man kalder hverdag ♥

6. mon...

I mandag graduerede Sammie til 6. mon i karate. Det værende Kyokushin Karate, ja den med fuld kontakt - lige en lille ting vi ikke tænkte videre over da vi tilmeldte ham for 4 år siden.

Daniel kommer nok aldrig med til en kamp, det kan hans fader-hjerte ikke rumme, men i mandags var vi alle igen til hans graduering og han gjorde det super godt! Ingen, som i ingen har et fokus som ham og han præsterede sin bedste kata. Vi har øvet i det uendelige, men det er bare fedt når man topper, på dagen.

Han er 10 år, 134 cm og 30 kg, men får lov til at træne med de voksne på knap 2 meter og 100 kg - jeg siger det bare, det er sejt. Jeg håber for ham, at han aldrig stopper til karate, for det er så uendelig godt for ham, sådan for både krop og sjæl ♥

Og må jeg lige linke, til et indlæg fra efter han lige var startet  - prøv og se her!

En kæmpe oplevelse...

I lørdags var jeg vidne til noget jeg både havde set frem til, men også frygtet en del - der var Roskilde cup i karate.

Det er jo efterhånden 4 år Samuel har gået til karate og selvom han har været umådelige seriøs med sin træning hele vejen igennem, ja så er det ikke blevet mindre med tiden. Han er blevet en stor dreng, hvilket betyder der er mange nye distraktioner, men trods lysten til at spise pizza med vennerne osv, ja så har han valgt sin karate.  Det har de sidste mange uger betydet omk. 6 timers karate om ugen, det har betydet kamptræning med de voksne, det har betydet at det var så hårdt, at det var drenge der lignede noget der bare havde lyst til at græde, eller som faktisk græd, der mødte een når jeg har hentede.

Men det har også været drenge der har taget deres træning så seriøs, at man kun kan tage dem seriøs, hvilket jeg er stor fan af. Som med alt andet i ungernes liv, så tager jeg det seriøst, som de gør - dvs jeg henter og bringer gerne en million gange og gør hvad der skal gøres, for at de kan opnår det de gerne vil. Tilgengæld er jeg ikke til så meget "pjat", det betyder ikke at jeg vil ha de skal vinde alt, langt fra, men de skal gøre deres bedste, så er jeg den stolteste mor!

Samuel er den yngste og absolut mindste af drengene, der får lov til at komme til kampstævner i klubben. Og selvom jeg godt vidste der er et fantastisk venskab imellem de drenge, så var det måske næsten det der rørte mig allermest til lørdagens stævne. De er så tætte og støttende de knægte. Der var fandeme ingen andre der råbte så højt på deres klubkamerater, nå de var i kamp, eller som på den måde omfavnede og roste, når en kamp var færdig.

Nå men lørdagens cup, det var Samuels 2. og min første. Sidste gang blev mormor og vufar sendt afsted, for jeg må indrømme det der med at se ham i kamp ikke lige huer mig. Men de er i Frankrig og så var der mig tilbage, Daniel er total no-go, så ville knægten jo være meldt ud af karate inden den første kamp var færdig.

Og jeg indrømmer og det er ikke løgn, jeg var voldsomt tæt på at gå i gulvet under hans første kamp. Ikke fordi han fik klø, men fordi det var noget helt andet end at se ham i kamp i klubben, det var meget grænseoverskridende. Samuel, ja han var tilgengæld total cool, han fik nogle slag, men han bevarede roen og fortsatte som den lille kampmaskine han er. Han vandt surverent kampen!

Der var 2 kampe mere, hvilke han vandt også var der finalen. Hans 3. kamp var så smuk, altså hvis det at stå og slå på hinanden kan være det, men han var så eminent go i den kamp, den coolness han gennemførte den med er fandeme imponerende at finde i en 10 årrig.

Desværre tabte han finalen. Hvis jeg skal tolke på hvad der gik galt, så tror jeg han overtændte. I modsætning til de andre kampe, så stod han klar i en undelighed, måske over 30 min og hen nåede at blive nervøs. Det må ikke ske, men det ved vi til næste gang. Han skal bare ha lov til at hænge ud med de andre drenge og fokusere på de kampe der nu er igang. Han skal først ha beskyldelse på i sidste sek og bare direkte i ringen, det ved vi nu.

Han fik sølv, hvilket var pisse flot, ingen kan sige han ikke ydet sit maximale, heller ikke ham selv. Han var først rigtig, rigtig skuffet, han havde lige nået at lugte guldet. Tilgengæld var sidste kamp kun lige ovre, før han kun et fokus, nemlig Oyama Cup i oktober!
I løbet af lørdag aften var skuffelsen ovre og han var så stolt! Stolt og total morsyg, kunne næsten ikke komme tæt nok på, ville helst bare sidde på mig - hvilket var helt i orden, men noget kontrastfyldt i forhold til den lille kampmaskine jeg havde set til dagens stævne!

Der var medaljer til alle fra klubben, 3 guld, 3 sølv og en bronze, noget deres trænere vidst kun kan være stolt af - jeg var i hvert fald crazy stolt af dem alle ♥

Karate graduering...

Sommerferien nærmer sig og det præger dagene, hvis det ikke er helligdag, er der en form for eksamen.
Igår var det Sammies tur til at skulle til eksamen eller graduering i karate.
Han har gået i lidt over 3 år nu og er stadig meget optaget af det og vældig disciplineret omkring sin træning, hvilket jeg synes er så dejligt.

Det var det blå bælte han gik efter igår og klaret det så godt og med en meget fin udtalelse fra både Sensei Mads og Senpai Diana, hvilket moderen synes var meget fortjent. Når det kommer til hans karate, kan han skrappe moder her ikke sætte en finger ;)

Sienna var også med til at overvære den lange og meget hårde graduering, mens hun krydsede fingre for ham, på sin helt egen på  ♥

Den sejeste knægt...

Min "lille" seje knægt var i weekenden igen på karatelejer og sørme om han ikke endnu engang kom hjem med en præmie. Sidste år vandt han "Bedste fighter" og i år vandt hans gruppe, ja "Bedste gruppe" nu er der kun tilbage at vinde "Årets fedterøv" meeen den tror jeg nu godt vi kan se langt efter ;)

Dette indlæg er lavet fra sofaen via mobilen, min ene fod er nemlig en hel del størrer end den anden, men nu prøver jeg lige om det her kan lade sig gøre, keder mig nemlig ;)

Børne- og ungelejr 2009...

Så blev der lagt billeder og tekst fra forrige weekends karatelejr på klubens hjemmeside og sikke nogle fine ord om vores store knægt :)
Der er flere billeder på klubbens side, men her er lige dem med Sammie!

Børne- og juniorlejr
I Weekenden 5-7/9 blev der afholdt Børne- og juniorlejr i Vejen. Skolen havde 1 instruktør (undertegnet), samt 5 seje karatekaer fra børneholdet med. Trods det dårlige vejr blev det en rigtig god lejr. Alle 35 børn i alle aldre, gav den hele armen og klarede de mange træningspas, ikke mindst nattræning og sidste dags forhindringsbane, utroligt flot. Der blev udvist ægte kyokushin og fighter ånd.

Som på voksenlejren er børnene delt ind i grupper, med hver sin gruppesenpai. Også her giver det et fantastisk sammenhold og ansvarsfølelse så alle kunne deltage og få noget ud af træningen!

Skolen havde den glæde og stolthed at komme hjem med 2 medaljer, idet Samuel fik Fighterprisen, for at udvise ægte kyokushinånd, trods sine bare 6 år - han er bare utrolig den dreng!

Gruppekonkurrence blev vundet i suveræn stil af Gruppe1 - som William var med i - Godt gået William! Stort tillykke til begge!

Også STORT tillykke til Nicolai, Lucas og Christian, der også gjorde en fantastisk indsats og udviste masser af styrke og udholdenhed.

Alle var enige om, at godt nok er det hårdt at være på lejr, men det er også FEDT - Så vi kommer alle igen næste år!

Osu

Senpai Diana

Bedste fighter...

I weekenden var Sammie for første gang på karatelejr, men det var også første gang han tog hjemmefra i så lang tid, det var nok på trods af det, værst for moderen.
Han havde været halv skidt trosdag og fredag og havde derfor været hjemme fra skole så han kunne blive frisk til karatelejren. Fredag pakkede Sammie og jeg hans mange, mange ting - karatedragt, trænings hansker, benbeskyttere, træningstøj, badetøj, sovepose, underlag og så meget, meget mere :)
Kl. 16 kørte han med en af sine træner Diana og 4 andre knægte mod Vejen idrætscenter, hvor de skulle tilbringe weekenden med massere af karate, sjov og sundhed. Vi hørte fra ham 2 gange i løbet af weekenden og begge gange sagde han, han havde det godt, søndag måtte han dog indrømme af han savnede mor - men mor savnede så absolut også ham og havde haft ondt i maven det meste af weekenden.
Søndag hentede vi en træt lille knægt der sagde "osu" til alt og med en medalje hængende om halsen - for han var blevet kåret som "bedste fighter" på lejeren, den eneste pris der var givet ud over 1. plads medaljer. Diana fortalte at han havde klaret det fantastisk, været så sej og vundet alles hjerter - vores lille 6 årige knægt er absolut ved at være stor!! Sammie fortalte stolt, at han havde lagt sig til at sove når det blev sagt, børstede tænder, skiftede underbukser, spiste masser af salat - for det er sundt og gjort alt det mor her, havde terpet med ham inden.
Diana lovede at lægge billeder på nettet, når hun lige er ovenpå igen, det havde vidst også været en hård weekend for hende, men indtil de kommer er her weekendens program i hvertfald.

Karate Kid...

De sidste par år har det været et stort ønske fra Sammie af at gå til Karate, men efter MEGEN ringen rundt og mange afslag pga. hans alder havde vi opgivet ideen indtil han blev de påkrævet 8 år. Heldet var så med os da mormor ringet til en klub på Gothersgade, der heller optog så tidligt, men som henviste til en klub på Frederiksberg endda. Og her lykkedes det at få ham ind, de sagde ellers 7 år, men han fik lov alligevel :)

Så nu har han gået et par uger til det og er helt vild med det og rigtig go' til det- faktisk rigtig, rigtig go' og meget fokuseret og engageret i det. Normalt er det mormor der tager ham dertil om mandagen, men den sidste gang inden sommerferien fik jeg lov til det ;) Og det var sjov!!!

Han er jo rent ud sagt en lille skid i forhold til de andre og den eneste helt nye, men han kæmper der ud af og gør det rigtigt godt, især mod de større drenge går han til det, mod pigerne er han ret så tilbageholdende kan man se,m hihi det er lidt sjovt.

Men absolut talent og meget ros, en af de andre mødre fortalte at hun troede han havde gået til noget andet kampsport den første gang han var der, da han helt uden forbehold knaldede 2 brædder over som om han aldrig havde lavet andet. Hun vare meget imponeret, meeen det er vi andre nu også ;)

Nu er der sommerferie men d. 10. aug. er det igen tilbage på karate bænken og han glæder sig allerede!! Her lidt billeder fra den sidste gang inden sommerferie.

Det er her han går ...