En kæmpe oplevelse...

I lørdags var jeg vidne til noget jeg både havde set frem til, men også frygtet en del - der var Roskilde cup i karate.

Det er jo efterhånden 4 år Samuel har gået til karate og selvom han har været umådelige seriøs med sin træning hele vejen igennem, ja så er det ikke blevet mindre med tiden. Han er blevet en stor dreng, hvilket betyder der er mange nye distraktioner, men trods lysten til at spise pizza med vennerne osv, ja så har han valgt sin karate.  Det har de sidste mange uger betydet omk. 6 timers karate om ugen, det har betydet kamptræning med de voksne, det har betydet at det var så hårdt, at det var drenge der lignede noget der bare havde lyst til at græde, eller som faktisk græd, der mødte een når jeg har hentede.

Men det har også været drenge der har taget deres træning så seriøs, at man kun kan tage dem seriøs, hvilket jeg er stor fan af. Som med alt andet i ungernes liv, så tager jeg det seriøst, som de gør - dvs jeg henter og bringer gerne en million gange og gør hvad der skal gøres, for at de kan opnår det de gerne vil. Tilgengæld er jeg ikke til så meget "pjat", det betyder ikke at jeg vil ha de skal vinde alt, langt fra, men de skal gøre deres bedste, så er jeg den stolteste mor!

Samuel er den yngste og absolut mindste af drengene, der får lov til at komme til kampstævner i klubben. Og selvom jeg godt vidste der er et fantastisk venskab imellem de drenge, så var det måske næsten det der rørte mig allermest til lørdagens stævne. De er så tætte og støttende de knægte. Der var fandeme ingen andre der råbte så højt på deres klubkamerater, nå de var i kamp, eller som på den måde omfavnede og roste, når en kamp var færdig.

Nå men lørdagens cup, det var Samuels 2. og min første. Sidste gang blev mormor og vufar sendt afsted, for jeg må indrømme det der med at se ham i kamp ikke lige huer mig. Men de er i Frankrig og så var der mig tilbage, Daniel er total no-go, så ville knægten jo være meldt ud af karate inden den første kamp var færdig.

Og jeg indrømmer og det er ikke løgn, jeg var voldsomt tæt på at gå i gulvet under hans første kamp. Ikke fordi han fik klø, men fordi det var noget helt andet end at se ham i kamp i klubben, det var meget grænseoverskridende. Samuel, ja han var tilgengæld total cool, han fik nogle slag, men han bevarede roen og fortsatte som den lille kampmaskine han er. Han vandt surverent kampen!

Der var 2 kampe mere, hvilke han vandt også var der finalen. Hans 3. kamp var så smuk, altså hvis det at stå og slå på hinanden kan være det, men han var så eminent go i den kamp, den coolness han gennemførte den med er fandeme imponerende at finde i en 10 årrig.

Desværre tabte han finalen. Hvis jeg skal tolke på hvad der gik galt, så tror jeg han overtændte. I modsætning til de andre kampe, så stod han klar i en undelighed, måske over 30 min og hen nåede at blive nervøs. Det må ikke ske, men det ved vi til næste gang. Han skal bare ha lov til at hænge ud med de andre drenge og fokusere på de kampe der nu er igang. Han skal først ha beskyldelse på i sidste sek og bare direkte i ringen, det ved vi nu.

Han fik sølv, hvilket var pisse flot, ingen kan sige han ikke ydet sit maximale, heller ikke ham selv. Han var først rigtig, rigtig skuffet, han havde lige nået at lugte guldet. Tilgengæld var sidste kamp kun lige ovre, før han kun et fokus, nemlig Oyama Cup i oktober!
I løbet af lørdag aften var skuffelsen ovre og han var så stolt! Stolt og total morsyg, kunne næsten ikke komme tæt nok på, ville helst bare sidde på mig - hvilket var helt i orden, men noget kontrastfyldt i forhold til den lille kampmaskine jeg havde set til dagens stævne!

Der var medaljer til alle fra klubben, 3 guld, 3 sølv og en bronze, noget deres trænere vidst kun kan være stolt af - jeg var i hvert fald crazy stolt af dem alle