En mors svaghed...

Jeg har nævnt det utallige gange tror jeg, altså det faktum at vores unger næsten ikke ejer legetøj. Og at jeg er stolt af det, er jeg slet ikke bleg for at indrømme.  Unger kommer så langt med tegneredskaber, papir, lim, perler og hvad de nu selv finder rundt omkring.

Sammie har selvfølgelig fået en alder hvor han ikke som sådan leger. Men jeg bilder mig selv ind at grunden til at han bruger sin computer til at redigere film, i stedet for at spille, det kan føres tilbage til hans kreative opdragelse. Og vi taler her film, som han selv har skrevet, instrueret og spiller med i, samme med andre fra hans klassen. 

Sienna er jo stadig lille og leger, leger stadig. Og det er her, jeg har sværest ved at opretholde mine standarter. I sær har jeg haft én svaghed igennem tiden, et område i legetøjsbutikken, som jeg gang på gang er faldet i svime over, Sylvanian Families. Det område har jeg virkeligt skulle kæmpe mig igennem gang på gang, fordi det er så skide fint. 

Nå, men nu har Sienna så fået en Sylvanien familie og et hus - der er grænser for hvad moderene kan sige nej til. Jeg mener, selv Daniel kunne ikke lade være med at sige nååå og ihhh, da vi pakkede tingene ud, damn vi falder jo begge for den slags sødme.
Og i weekenden blev der leget med det hele, taget familiebilled med kaninerne?!, der var navngivning af kaniner og til sidst havde lilledullen nærmest selv fået kaninører.

Hun hyggede så dejligt med det hele og der er helt sikkert allerede, skrevet mere Sylvanian på hendes ønskeseddel